|
Den 6. marts om morgenen var ventetiden ovre. 41 uger og 6 dage var gået og utålmodigheden var steget i takt med at maven voksede. "Det er SÅ dejligt at være gravid, man strutter og nyder bare maven og forventningens glæde". Gu' gør man røv, det er hårdt arbejde, det gør ondt og man er træt hele tiden. Nå men tilbage til fødegangen i Viborg. Vi mødte ind om morgenen og Lisbeth blev undersøgt, jo maven var der godt nok endnu, hmm, what to do? En stikpille og så tog vi hjem igen. Vente, vente, vente - ingenting.
Sidst på eftermiddagen tog vi til Viborg igen. Endnu en undersøgelse, er det? Kan det være? Jo det er en gravid mave, hmm, what to do? Endnu en stikpille og hjem igen. Vente, vent... - AV!?! Hvad var nu det? Dårlig pizza? AAAARRRRGGGHHH, tror sgu der sker noget nu. Kl. blev ti før Viborg igen blev målet. En kort køretur, der pludseligt føltes meget lang.
Endeligt tilbage på fødegangen og endnu en undersøgelse af tingenes tilstand senere, blev vi puttet på en fødestue så Lisbeth kunne få hvilet lidt. Med et skud morfin i blodet skulle man måske tro at en lur var en smal sag, men veer er ikke noget man spøger med og "pille-veer" er noget fanden har skabt. Efter et par timer og en del ryk i snoren, blev jordemoder Dorte enig med sig selv om at en lur måske ikke var en mulighed alligevel. En undersøgelse mere og et besøg fra lægen afslørede hvorfor en lur ikke var mulig. Det gik fremad og i god fart. Efter endnu et par timer, hvor den ene ve tog den anden, blev der sendt bud efter en narkoselæge. Hun var heldigvis fri og fik hurtigt lagt en slange ind i rygraden på Lisbeth, der kom lidt til sig selv igen. At sige der var smil på er nok en overdrivelse, men øjnene kunne da åbnes igen.
Tiden gik og livmoderen var ved at var godt træt af af pine Lisbeth, men det var jordemoder Dorte ikke, så hun gav et skud 'veer på dåse' og så var der atter fremgang i sagerne. Efter endnu en sej kamp kom en lille tot hår til syne og en hårdt prøvet Lisbeth fandt kræfter fra gud ved hvor, og pludseligt var det ovre. En lille slimet klump gav lyd fra sig, og mens mor tudede og far klippede navlestregen med rystende hænder lå en lille ny og trak vejret for første gang.
Nu er der jo nogen stykker, der har gættet på om det nu var en pige eller en dreng, der lå derinde i sit eget personlige spabad. Selvom oddsene er ca. 50-50 var der en overvægt af bud på at Lisbeth bar på en Maja, mens der kun var få der troede på en Casper. Jeg var sikker på at jeg skulle være far til en lille pige, så da Lisbeth fik spurgt "hvad er det" og svaret var "en dreng" blev vi begge overraskede. Da han lå der var der jo ingen tvivl om kønnet, men det tog alligevel undertegnede lidt tid at fatte at Maja havde en tissemand. Så var det alligevel godt at vi havde overvejet muligheden og han brokkede sig ikke da vi fortalte ham at han skal hedde Casper. Et par timer gik, før farmand fik lov at holde bettemanden, mens jordmoder Eva målte og vejede. 53 cm, 3478 gram, 10 fingre, 10 tæer, 1 tap og store blå øjne. En sund og velskabt dreng. (10, 10 og 10 i APGAR scoren, for de der måtte være interesseret).
Kort tid efter var det ud af klappen og over på patienthotellet. Casper ville ikke spise, men det skulle han, og mens jordmoder Karina himlede op om Lisbeths kvaliteter som ko, så var Casper mere til en hyggelur end til råmælk i naturemballage. Faktisk var det lidt en kamp at få ham til at holde sig vågen længe nok til at få noget indenbords, men en ihærdig Lisbeth sørgede godt for sin søn og efter et par dage begyndte det at gå lidt lettere. Tiden på patienthotellet fløj af sted og inden vi fik set os om var det også ud af klappen herfra. Vi nåede dog lige at få tappet lidt blod af Casper og konstateret at han kan høre. Tiden vil så vise om han vil.
Hjemme i Skive kunne vi endeligt slappe af, nå nej, der var lige tusind ting der skulle ordnes. Casper tog den dog med ro og fandt sin egen usystematiske rytme med æde, skide, sove. Mor var ca. en uge om at lære at slappe af, men det er heller ikke nemt når det hele gør ondt og Casper, gæster, sundhedsplejerske, hund osv. alle kræver opmærksomhed. Og for at gøre det endnu mere umuligt tog efterveerne til igen og vi måtte endnu en tur på sygehuset. Der var heldigvis ikke noget alvorligt galt, men ondt det gjorde det sgu'.
En uge gammel og køn som bare fanden nyder Casper livet. Hans interesser er Mor, mælk og at skyde til måls efter far med tis. (Han er en god skytte, rammer plet hver gang!). Storebror Samson, der var på bondegårdsferie, mens vi var væk, har også fundet sig til rette med sin nye rolle. Vi tror godt han kan lide sin lillebror, men det kan også bare være bleerne, der dufter så dejligt. Et lille anerkendende slik i hovedet er det dog blevet til, så mon ikke han er godkendt. |
